Bestyrelsen for Dansk Markedsføring lægger op til at sende en fornyelsens vind gennem foreningens medier i forbindelse med det planlagte generationsskifte, hvor man har været på udkig efter en afløser for Christian W. Larsen.
Valget af ny chefredaktør faldt nemlig på Uffe Jørgensen Odde (36), der er fundet hos B.T., hvor han er redaktionschef. Uffe Jørgensen Odde har været tilknyttet B.T. siden sin uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole i 2008. Før han blev redaktionschef, sad han fire år i B.T.s gravergruppe.
Det er således en mand med afsæt i tabloid-journalistikken, hvor man gerne skærer vinklerne skarpt og står for en opsøgende og udfarende journalistik, som nu skal sætte sig i spidsen for Markedsføring.
– Der er masser af faglig indsigt både i redaktionen, hvor Christian W. Larsen fortsat vil spille en rolle, og i huset som sådan. Derfor har vi lagt vægt på at finde en profil, der kan komme med et frisk pust til vores medier og også gerne medvirke til at give journalistikken mere skarphed. Uffe Jørgensen Odde har gode cases at byde på, og vi tror på, at han repræsenterer en journalistik, der vil blive et aktiv for vores medier, siger bestyrelsesformand Pernille Mehl.
Uffe Jørgensen Odde er samtidig en journalist med et digitalt gen qua hans involvering i den digitale omstilling af B.T. – noget som fremhæves af Dansk Markedsførings adm. dir., Thomas Wahl.
– Dansk Markedsføring ønsker at videreudvikle og styrke medierne i forhold til målgruppens fremtidige krav og ønsker, og med Uffes erfaring fra den digitale omstilling og relancering af B.T.s medier er jeg er sikker på at han er den rette til tage vores medier til det næste niveau, siger Thomas Wahl.
Uffe Jørgensen Odde har en vision om, at Dansk Markedsføring skal være som et moderne forsamlingshus for branchen.
– Vi skal hver dag skal give vores læsere og brugere noget at tænke over og tale om. Vi skal være det naturlige samlingssted for alle, der ønsker at blive inspireret og ikke mindst opdateret på, hvad der sker i branchen i dag og i morgen. Vores journalistik skal have afsæt i mennesker, og vi skal være førende på navnestof og debat, som jeg tror der ligger et stort potentiale i, siger Uffe Jørgensen Odde, der tilføjer:
– Branchen er fuld af kreative, farverige og nytænkende ildsjæle, som jeg ser meget frem til at lære at kende. Jeg vil således rigtig gerne i praktik hos eksempelvis bureauer, så jeg hurtigt får en god føling med, hvad der bliver talt om – og hvilke udfordringer, der er. At få lov til at udvikle og stå i spidsen for Dansk Markedsførings medier er både en gave og en udfordring, jeg ser meget frem til. Og jeg er sikker på, at det bliver fedt.
Uffe Jørgensen Odde er gift og har en datter på 2 år. Han tiltræder 1. oktober.