Epsilon, en af verdens toneangivende digitale marketingvirksomheder, når det gælder bl.a. DM og CRM, åbner nu kontor i Kødbyen i København.

Dermed kan de eksisterede spillere på det danske marked se frem til øget konkurrence fra et firma, der i dag skriver globale kunder som Dell, Google, Hilton og Jaguar på kundelisten.

Virksomheden favner bredt.

Det var eksempelvis Epsilon, der byggede Apples første server i slutningen af 80’erne, og i dag står firmaet bl.a. for Hiltons loyalitetsprogram globalt inkl. alle mail-udsendelser, kobling til alle affiliate-aftaler etc.

Mest kendt er Epsilon dog nok for det tætte, globale samarbejde med Google. Epsilon er virksomheden bag Double-Click.

Derudover kan det nævnes, at virksomheden ofte topper listerne i USA, når de vigtigste leverandører af CRM og digitale løsninger udnævnes. Det gælder bl.a. hos analysehusene Forrester og Red Pill.

Dansker i spidsen

Til at stå i spidsen for Epsilons satsning i Norden er danske Sanne Westergaard tiltrådt som Strategic Marketing Director.

Hun er 38 år og får ansvaret for forretningsudviklingen på det nordiske marked, håndteringen af eksisterende globale kunder samt strategiske partnerskaber.

Sanne Westergaard har tidligere arbejdet som marketingchef for eBay, marketingchef for Copydan Kabel TV – Verdens TV samt arbejdet for L’Oreal Vichy, mediebureauet Carat – Aegis Media og Disney.

Hun er fuldt ud klar over, hvad opgaven går ud på: Den begrænsede awareness om Epsilon på det nordiske marked skal øges.

Epsilon beskæftiger i dag over 7.000 medarbejdere på 70 kontorer i hele verden.