Værdiskabelse via et stærkt lederskab. Sådan lyder en af målsætningerne for en ny rådgivningsvirksomhed, der har set dagens lys.
Bag virksomheden, som også har fået sin stifters navn, står Bitten Brun – en kendt profil i den danske marketingbranche. Senest som kommerciel direktør hos SE/Stofa.
Tidligere har hun bl.a. været marketingdirektør i Bilka, international marketingdirektør i JYSK og før det marketing Manager i Punkt1 og Expert.
Men nu virkeliggør hun drømmen om at blive selvstændig rådgiver med virksomheden ”bittenbrun”.
Om baggrunden siger hun selv i en pressemeddelelse:
– Formålet og ønsket er, at få værdiskabelse via et stærkt lederskab i højsædet og hjælpe ambitiøse ledere til at skabe værdi i en verden af muligheder – intet er umuligt, så længe det giver mening.
– Motivationen for at starte egen virksomhed, skal findes i vores omgivelser. Vores markeder bliver mere komplekse, dynamiske og forandringernes hastighed er accelereret. Verden forandres og den traditionelle, lineære tilgang til at drive forretning er udfordret, siger Bitten Brun og tilføjer:
– Der er brug for en ny tilgang, ny tænkning, nye værktøjer og et større formål som en del af vores strategi. Vi har brug for en bedre balance mellem de kortsigtede resultater og de langsigtede ambitioner, og det kræver, at vi leder vores virksomheder på en ny måde.
Du kan besøge virksomhedens hjemmeside her.