Det er set før, men alligevel er det noget, der lægges mærke til: når en marketingprofil rykker over på et bureau – eller omvendt.

Meget passende taler man om at skifte side, og det er netop hvad Kohbergs mangeårige marketingchef, Tina Møller, gør: Pr. 1. november rykker hun de sønderjyske marketing-teltpæle op og planter dem

i udkanten af hovedstadens bureau-muld – nærmere bestemt i Glostrup, hvor hun bliver ny bureaudirektør hos Montdor.

Og Dion Guldbjerg, stifter og adm. direktør hos Montdor, glæder sig meget til at få Tina Møller om bord.

– Tina kommer med en helt fantastisk erfaring fra FMCG, som er vores absolutte fokusområde. Vi kender hinanden fra flere projekter og ved, at hun kommer til at styrke os med sin forretningsforståelse og ledelsesmæssige erfaring, siger han.

Den nu forhenværende marketingchef lægger ikke selv skjul på, at hun kaster sig ud på dybt vand, når hun begynder hos Montdor, der bl.a. har Royal Unibrew, Merrild, Tulip, Earth Control og Go Dream på kundelisten.

Omvendt er det ikke mindst erfaringen med at tænke kreativt og have fokus på effekt, Tina Møller fremhæver, når hun skal forklare, hvorfor hun har valgt jobbet.

– Jeg har beskæftiget mig med FMCG i snart 20 år, og hos Montdor vil jeg kunne bidrage med nytænkning, fordi jeg blandt andet har en masse praktisk erfaring med at arbejde ud fra shopperinsights – og selvfølgelig generelt med at arbejde med mennesker og brands på kundesiden, siger hun.