Det er vist ikke at stramme buen for meget at påstå, at mobile enheder har været igennem en eksplosiv udvikling de seneste år i takt med at brugen af smartphones og tablets har spredt sig til stort alle overalt.

En af dem, der har været med på hele rejsen set fra et mobilannoncerings-perspektiv, er adQuotas Group CEO Michael Buch Sandager.

Han har været i det danskbaserede annoncenetværk for mobilannoncer fra et tidspunkt, hvor den samlede omsætning på mobil-annoncering i Danmark var under 10 millioner kroner om året, og branchen på alle måder var umoden.

Siden er der som bekendt sket meget, og i 2015 forventes omsætningen på mobil annoncering iflg. eMarketer at runde 390 millioner kroner. Det bringer faktisk Danmark i den globale superliga med 42 % af digitale annoncekroner brugt på mobil – det overgås kun af USA.

Tid til at tænke cross-device

– Jeg har bygget adQuota fra seks til 65 medarbejdere, fra en omsætning på to til 45 millioner og fra to til 10 lande. Det er sket på to et halvt år, så jeg er egentlig ganske godt tilfreds, siger Michael Buch Sandager.

adQuota fik tilført frisk kapital, da venture-selskabet Northcap skød 19 mio. kr. i selskabet midt i januar, og siden har selskabet bl.a. købt spanske MobiTargets for at realisere drømmen om at skabe et pan-europæisk netværk.

– Jeg har indset, at det taktisk og operationelle arbejde med at forretningsudvikle er vigtigere for mig end en CEO-titel og det at drive en så relativt stor virksomhed som adQuota, siger Michael Buch Sandager.

Derfor er tiden inde til nye udfordringer.

– Jeg har altid beskæftiget mig med innovation og med ”det næste nye”.  Jeg tror, tiden er inde til at fokusere mindre på mobil, og i stedet se på cross-device annoncering. Samtidig ved vi alle, at data bliver væsentligt for al annoncering, så det er nok der, man skal finde mig fremover, siger Michael Buch Sandager.

adQuota har udnævnt ny arbejdende bestyrelsesformand Paul van Barthold, der overtager Michael Buch Sandagers opgaver umiddelbart.