Det er en dreven politisk rådgiver, der sætter sig i direktørstolen hos et af landets kendte PR- og kommunikationsbureauer, Radius Kommunikation.
Navnet er Asbjørn Haugstrup, og de seneste fire år har han været særlig rådgiver for henholdsvis Martin Lidegaard og Margrethe Vestager. Før det var han i 11 år direktør og partner i Rostra Kommunikation.
Asbjørn Haugstrup, som også indtræder i Radius’ ejerkreds, siger i forbindelse med ansættelsen:
– Jeg glæder mig fantastisk meget til at blive en del af en virksomhed, der er i virkelig god form. Jeg skal koncentrere mig om ledelsesopgaven, og så skal jeg tilføre Radius yderligere kompetencer inden for Public Affairs og i forhold til at betjene det offentlige.
– Jeg har i de seneste fire år prøvet at arbejde helt tæt på to top-ministre og i tre meget forskellige ministerier. Det har været en tour de force i agenda setting og issues management og givet en dyb forståelse for de vilkår, det offentlige virker under. Alle de erfaringer tager jeg med til Radius’ kunder, tilføjer den nye direktør.
Det seneste år er der kommet flere offentlige myndigheder på kundelisten, og det er en succes, oplyser bureauet.
I april vandt Radius således International Advertising Association pris for årets bedste nationale public service-kampagne for Digitaliseringsstyrelsen om Digital Post – en kampagne, der resulterede i et kendskab på 98 procent blandt danskerne.
Og Nicolaj Andersen, der grundlagde Radius i 2003, og som i dag er virksomhedens hovedaktionær, er glad for ansættelsen af Asbjørn Haugstrup:
– Han kommer med 11 års rådgiver- og ledelseserfaring fra konsulentbranchen og med dybe kompetencer inden for public affairs, issues management og public service-kampagner. Da han derudover i den grad har sine værdier i orden, er han efter min mening det perfekte match, siger han.
Asbjørn Haugstrup afløser Christian Wulff Søndergaard, der i slutningen af 2014 blev VP Public Affairs hos Telenor i Bruxelles.