Der er skiftedag hos det digitale designbureau 1508. Ny CEO er fra den 1. oktober Thomas Busk, og han optages samtidig i partner-kredsen.

Thomas Busk overtager jobbet efter partner og co-founder Line Rix, som fortsætter i virksomhedens bestyrelse. Thomas Busk kommer fra en stilling som CCO hos DigitasLBi, hvor han har været de seneste tre år. 

– 1508s nye strategi har ramt plet i markedet og ledt til stærkt øget efterspørgsel inden for især digital forretningsudvikling, og derfor har vi søgt en profil, der kan sikre fortsat vækst i dette område, siger Morten Pedersen, bestyrelsesformand og partner i 1508.

– Vi sætter endnu mere fokus på digital forretningsudvikling og på at guide vores kunder gennem den digitale transformation, som alle står midt i. Thomas skal styrke og udvikle den position og kommer med solid international erfaring fra de helt rigtige kunder i forhold til vores strategi.

Digitaliseringen er stadig en udfordring

Den kommende direktør Thomas Busk supplerer:

– Digitaliseringen er den største udfordring for danske og internationale virksomheder i nyere tid og kræver samarbejdspartnere, som kan perspektivere muligheder og faldgruber for virksomhederne. Det er en kæmpe mulighed.

– 1508 er stærkt funderet til at hjælpe virksomhederne igennem denne proces, og jeg glæder mig til at eksekvere på den strategi, der er lagt. 1508s seneste kunder indenfor digital forretningsudvikling som Nordea, Maersk og GN ReSound er et solidt udgangspunkt for den vækst-rejse, som vi skal ud på.

Thomas Busk fortsætter:

–1508 er en virksomhed med en unik kultur og er ekstremt ambitiøse i deres faglige produktudvikling, hvor især Morgenbooster-konceptet er blevet en unik platform.