Kreativ direktør hos Konstellation, Thomas Pries er ny juryformand for Danish Internet Awards (DIA).
– Med Thomas Pries får vi en kreativ ildsjæl, der er synonym med innovative løsninger. Løsninger der skaber værdi for både brands og kunder, siger Morten Kamper, der er aktivitetschef for Danske Medier.
Thomas Pries er co-founder af – og Kreativ Direktør hos det digitale bureau Konstellation. Et kreativt bureau der har markeret sig stærkt i de seneste år med flere priser nationalt og internationalt til følge. Konstellation har, med Thomas i spidsen, blandt andet arbejdet med vægtige brands såsom LEGO, Carlsberg og TDC.
– Med Thomas for bordenden får vi en mand med stor forståelse for koblingen mellem de teknologiske muligheder og kreativitet. Kort sagt krydsfeltet hvori nye spændende løsninger opstår. Derfor er Thomas oplagt som formand i vores fortsatte arbejde med at holde DIA på forkant med udviklingen, fortsætter Morten Kamper.
Som DIA juryformand vil Thomas Pries da også lægge hovedvægten på at præmiere innovative projekter.
– En af branchens store udfordringer er det konstante behov for både at skabe, og følge med i, udviklingen. En udfordring for bureauer såvel som kunder. Jurymedlemmerne og jeg skal sikre at DIA, og dermed branchen, har fingeren på den digitale puls.” Thomas tilføjer, “jeg har stor respekt for Kim Jong, og det arbejde han har gjort for DIA, så jeg glæder mig vildt meget til at føre det videre, siger han.
Danish Internet Award løber til april af stablen for 11. gang.