Lars Sander Matjeka, tidligere marketing- og kommunikationsdirektør hos SAS Institute og nuværende forretningsudviklingschef hos Aller Media, bliver fra den 1. november ny direktør for det Aller-ejede DG Media.

DG Media er en del af Datagraf-koncernen og er i dag et annoncebureau med omkring 50 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Oslo og Stockholm.

Aller Media købte i juni 2014 DG Media og søsterselskabet Datagraf Communications som et led i en strategi om at satse på client publishing og content marketing i Norden.

Stifter træder tilbage

Udnævnelsen sker i forlængelse af, at adm. direktør og stifter Kristian Lautrup-Nielsen har valgt at træde tilbage.

– Det har været smadder spændende, lærerigt, hårdt og sjovt at opbygge og udvikle DG Media til Skandinaviens største annoncebureau samt i de senere år opbygge vores succesfulde magasinforlag, lyder det fra Kristian Lautrup-Nielsen i en pressemeddelelse.

– Efter vi har solgt til Aller Media, og vi i år får et rekordresultat, er DG Media et sted, hvor jeg med ro i sindet kan give stafetten videre. Jeg har ikke besluttet, hvad jeg præcist vil kaste mig over i fremtiden. I første omgang har jeg valgt at tage en pause med fokus på min familie. Men mon ikke snart der dukker en ny spændende udfordring op, fortsætter han.

Kommerciel udvikling

Lars Sander Matjeka ser frem til at overtage ansvaret for DG Media.

– Ud over at jeg naturligvis skal fokusere på ledelsesopgaven, skal jeg også tilføre DG Media yderligere kompetencer inden for strategi, forretningsudvikling og kundeoplevelser, siger han.

– Jeg har igennem de seneste 15 år arbejdet med kommerciel udvikling, salg og marketing, hvilket betyder, at jeg ofte selv har siddet med de selvsamme opgaver og projekter, som DG Medias kunder sidder med i dag. Jeg ser frem til at udvikle effektive og kreative løsninger for kunderne sammen med resten af det dygtige DG Media-hold, fortsætter han.

Udover DG Media ejer Aller også Datagraf Communications og Aller Client Publishing i Danmark samt Redink, Hyper, OMG, NovaVista og HS Media i Norge, Make Your Mark i Sverige og Dingle i Finland.

Samlet omsætter disse bureauer for ca. 1 mia. kr. og beskæftiger 400 medarbejdere inden for bl.a. mediesalg, client publishing og content marketing.