Brandhouse har ansat en af branchens dygtigste og mest erfarne kreative profiler i form af Peter Zimmermann.
Peter Zimmermann har tidligere været kreativ direktør hos Brandhouse frem til 2009 og har de seneste syv år været hos Republica, hvor han bl.a. har arbejdet med Den Gamle Fabrik, Irma samt en lang række andre projekter for Coop.
– På Brandhouse arbejder vi med Branded Behavior – altså en totalbetragtning på, hvad mærket gør og ikke kun, hvad det siger, fortæller kreativ direktør Mikkel Elung.
– I Peter Zimmermann får vi en af de kreative strateger i Danmark, der ved mest om, hvordan man sætter et brand i spil i produktet, emballagen, butikken, hos personalet og i alle de andre kontaktpunkter i kunderejsen, hvor mærket kan give en direkte oplevelse, fortsætter Elung.
Customer Centric-filosofien trækker
Den gamle, nye kreative direktør siger selv:
– Brandhouse har en tilgang til slutkunderne og til retail, som jeg er meget enig i. Med bureauets Customer Centric-filosofi og de sidste fire års store kundeanalyser kan jeg ikke få øje på et dansk bureau, der forstår slutkunderne så godt og sætter dem i centrum så gennemført som Brandhouse, siger
Peter Zimmermann.
– Det ligger i god tråd med mit ønske om at arbejde med brandingen og kundeoplevelsen som to sider af samme sag. Brandhouse stiller store krav til sig selv på både strategi og kreativitet, og jeg er glad for at blive en del af teamet igen.
Hos Brandhouse er det især Peter Zimmermanns arbejde for Coop, man er imponeret over:
– Peter udmærker sig ved, at han ikke kun søger den gode kundeoplevelse. Han leder altid efter den gode brandede kundeoplevelse, fordi han ved, at mærket skal skille sig ud for at skabe ægte loyalitet, uddyber Mikkel Elung.
– Det demonstrerer hans arbejde for Coop’s forskellige kæder meget fint, og derfor bliver han også ansvarlig for vores løsninger inden for retail. Vi er glade for at kunne få ham tilbage og det er flere af vores kunder også, slutter Mikkel Elung.
Peter Zimmermann starter hos Brandhouse 1. januar 2017.