Med ansættelsen af Jon Goldtsche har fireball fået en af branchens tunge kreative profiler med på holdet. Ud over et CV, der tæller både danske og internationale priser, har Jon senest som freelance været med til at udvikle Carlsberg for Fan-kampagnen.

For partner og kreativ direktør, Tom Lundquist, er ansættelsen af Jon et vigtigt skridt på vejen mod at indfri bureauets strategi om en stærkere kreativ profil:

– Jeg er både stolt og glad over at få Jon ved min side. Når fireball i år er kommet med på top 10-listen i den årlige bureau-analyse, skyldes det mest vores evner omkring indsigt og strategi, som altid har fyldt meget på bureauet. Med Jon får vi flere muskler til også at kunne levere kreativt på samme høje niveau.

Jon Goldtsche, der har en fortid på bl.a. UncleGrey, har de sidste par år arbejdet som freelance. Han ser frem til sin nye rolle som kreativ direktør:

– Jeg er rigtig glad for at starte på fireball, og ser det som det helt rigtige match. Fireball er strategisk stærk og har med productology en unik tilgang til kundernes udfordringer, der tager udgangspunkt i produktet.

– Det giver et solidt fundament til at skabe kreativ kommunikation, der skiller sig ud. Jeg ser frem til at være med til at styrke den kreative kultur på bureauet og skabe løsninger, der gør en forskel for kunderne slutter Jon Goldtsche.