For et års tid siden ansatte kommunikations- og PR-bureauet Operate Ina Rosen som ny digital direktør med det formål at sætte endnu mere skub i den digitale udvikling og stigende digitale efterspørgsel på bureauet.

Og nu har satsningen udmøntet sig i endnu en ny medarbejder på bureauet: Jon Bojsen Cetti, der er ansat som chefrådgiver og manager.

– Jon har stærke og alsidige kompetencer inden for user experience, markedsanalyse, strategisk planning og projektledelse. Dermed er han et stærkt kort i den videre udvikling af de digitale kompetencer i huset. Jeg glæder mig over, at han er en del af vores stadig voksende team af kreative og digitale kommunikations-rådgivere, siger Ina Rosen.

Jon Bojsen Cetti har som selvstændig med eget firma arbejdet som seniorkonsulent med kunder som Danske Bank, TV 2, EDC, Nykredit, Ekstra Bladet, Erhvervsstyrelsen, Mediacom og Nordisk Film, og  han har dertil erfaring som projektleder ved Tranberg + Partners, strategisk planner hos Grey Copenhagen og kontaktdirektør i Eyefact.