Danske Hempel, der hvert år producerer og sælger maling for milliarder af kroner verden over, har hyret en ny Group Director Marketing.

Det oplyser malingproducenten i en pressemeddelelse.

Posten besættes af Camilla Travis, der dermed får ansvaret for Hempels globale marketingteam ”med særligt fokus på e-marketingstrategier, produktsortiment og portefølje”.

Camilla Travis, Group Marketing Director, Hempel. Foto: Hempel

Camilla Travis afløser Charlotte Seemann Klempel, der tiltrådte som Global Head of Marketing i februar 2018. Hun forlod virksomheden tidligere på året, oplyser Hempel til Markedsføring.

Camilla Travis kommer til Hempel fra svenske ASSA ABLOY, hvor hun var VP Marketing & Communications i selskabets Entrance Systems-division.

Derudover har hun tidligere besat en række tunge marketingposter i  større, danske virksomheder, herunder Brüel & Kjær og FLSmidth.

Udvider marketingfunktionen

Ansættelsen kommer i kølvandet på, at Hempel har udvidet selskabets marketingfunktion på gruppeniveau til også at omfatte produktsortiment og porteføljestyring, oplyser Michael Hansen, Group Commercial Officer i Hempel i meddelelsen.

– Det afspejler bedre vores globale struktur og vil styrke vores kommunikation om produkter og produktlanceringer – to vigtige marketingområder. Camilla er den ideelle person til denne udvidede funktion og som leder for det globale team, siger han.

Fakta: Hempel

Hempel er en af verdens førende malingproducenter inden for hus-, industri-, skibs-, og containermaling.

Virksomheden blev grundlagt i København i 1915. Malingproducenten er ejet af Hempel Fonden.

Hempel A/S omsatte i 2019 for 11,4 milliarder kroner. Årets resultat landede på 372 millioner kroner.

Camilla Travis skal desuden sikre, at ”Hempel fortsat har en struktureret tilgang til marketing i hele verden”.

– Jeg ser frem til i tæt samarbejde med vores globale teams at kommunikere om værdien af vores produkter og services og udvikle nye innovative digitale redskaber og kanaler, der sikrer en god kundeoplevelse. siger Camilla Travis i pressemeddelelsen.

Camilla Travis begyndte i sit nye job som Group Director Marketing 1. august 2020.