Det digitale bureau Charlie Tango har kigget internt for at finde manden, der fra 1. december skal være ny adm. direktør, og valget er faldet på Uffe Henriksen.

Det oplyser KMD i en pressemeddelelse.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Han kom til bureauet i september som Managing Director og chef for Digital Business & User Experience Practice, og gør dermed nu lynkarriere på bureauet.

Uffe Henriksen afløser den nuværende CEO, Lars Bjørn Falkenberg, der har fået job hos T-Systems Northern Europe.

Glad for valget

Uffe Henriksen er cand.merc. fra CBS i 2002., og han kom til Charlie Tango fra en stilling som Senior Vice President i Danske Bank.

Før karrieren hos Danske Bank har han bestridt ledende stillinger hos forskellige nationale såvel som internationale bureauer og netværk som eksempelvis Isobar, DentsuAegis og MEC.

Og hos KMD er man godt tilfreds med, at man hurtigt har fundet en afløser.

- Det er naturligvis ekstra glædeligt, at vi har kunne finde en i egne rækker, siger Helle Huss, direktør i KMD og medlem af Charlie Tangos bestyrelse, i meddelelsen og tilføjer:

- Uffe Henriksen er med sine kompetencer og erfaring en stærk kapacitet, og det har været oplagt for os at kigge i hans retning, da vi skulle finde en ny CEO efter Lars Falkenberg. Jeg ser frem til samarbejdet. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Positivt indtryk

Hovedpersonen selv ser frem til det nye job:

- At være CEO for Charlie Tango er et spændende job, og jeg er glad for at have fået muligheden. Selv om jeg kun har været en del af holdet i kort tid, så har jeg allerede et særdeles positivt indtryk af virksomheden, siger han og tilføjer:

- Jeg glæder mig til at arbejde med en forsat positiv udvikling af forretningen sammen med resten af medarbejderne og bestyrelsen.

Som en del af jobbet får Uffe Henriksen samtidig en position som Vice President i KMD, som i dag er datterselskab af den japanske NEC Corporation.