Knapt tre år efter fusionen af designbranchens organisationer, og dermed fødslen af Design denmark, har alliancen nu re-organisering af sin ledelse – udnævnt en ny adm.direktør og en ny udviklingsdirektør.
Den nye adm. direktør er Henrik Weiglin, som siden starten af september har fungeret som vicedirektør i organisationen, efter at den tidligere direktør Morten Grøn fik et top-kommunikationsjob hos den svenske biotek-virksomhed, Sobi.
Henrik Weiglin er uddannet BA. Oecon og har tidligere været ansat i design Denmark som medlemschef, ligesom han har arbejdet som sekretariatsleder hos brancheorganisationen for IT-virksomheder, ITB.
Til den nyoprettede stilling som udviklingschef har design Denmark peget på Abelone Varming.
Hun er uddannet grafisk designer og grundlægger af designvirksomheden Punktum Design, hvori hun fortsat vil være partner. Abelone har fungeret som designfaglig næstformand i Design denmarks bestyrelse, som hun nu træder ud af. Hun tiltræder jobbet hos Design denmark pr. 1. februar 2017.
Stærke profiler
Bestyrelsesformand i Design denmark og Global Head of Strategic Alliances i Designit, Martin Delfer, siger om Design denmarks nye profiler:
– Vi har været igennem et stort felt af kvalificerede ansøgere, hvorfra Henrik Weiglin stod frem som den absolut stærkeste kandidat. Med Henrik får vi en sjælden kombination af driftssikkerhed, forretningsforståelse og visionært udsyn.
Martin Delfer udtrykker samtidig tilfredshed med, at der er skabt en direktionsstruktur, der også føjer kreative og designfaglige kompetencer til Design denmarks daglige ledelse:
– Abelone er en stærk designfaglig profil, som har talent for at opbygge relationer mellem medlemmer, virksomheder og samarbejdspartnere. Tilsammen har Lone og Henrik de kompetencer, vi mener, der skal til, for at videreudvikle vores projektorganisation og sikre fagligt relevante events og projekter, der involverer vores medlemmer endnu mere.
Den nye adm. direktør siger om sine visioner:
– Jeg glæder mig til at skrue endnu mere op for alliancetankegangen, som er dét, Design denmark bygger på. Jeg tror på, at netop alliancerne – mellem designere og virksomheder, mellem skoler og erhvervsliv, mellem globale udfordringer og danske designløsninger, og mellem offentlige og private spillere, er dét, som skaber værdi og forretning for den enkelte designer og for branchen som helhed.