AudienceProject, der leverer marketingteknologi til validering af målgrupper og targeting af online-kampagner, opruster atter en gang.

Denne gang har virksomheden hentet Simon Kvist Gaulshøj ind som Global Publisher Director.

Han kommer til AudienceProject fra en stilling som Market Director og Head of International Business Development hos TheOutplay.

AudienceProject – der indtil for nylig var kendt under navnet UserReport – har fået sig placeret som en af markedslederne inden for tredjepart-validering af kampagner i Norden, men ambitionerne er større end det.

Kursen er sat mod udrulning i en række store markeder som USA, Storbritannien og Tyskland, og det er her, Simon Kvist Gaulshøjs kompetencer kommer ind i billedet.

Globale ambitioner

– Han har tidligere demonstreret evnen til at opbygge et stærkt netværk af websites på globalt plan. Han har både en meget dyb indsigt i det digitale mediemarked og en stor forståelse for de behov, de enkelte mediepartnere har – og så trives han godt i højvækst miljøer, siger CEO for AudienceProject, Jacob Lachmann.

Simon Kvist Gaulshøj starter den 1. december, og han ser frem til udfordringen med at føre en stor, nordisk organisation ud på nye markeder.

– Der er allerede et solidt udgangspunkt i en gennemprøvet teknologi og et stærk fundament af websites, som jeg glæder mig til at arbejde med, siger han.

Simon Kvist Gaulshøj har erfaring med at bygge globale publisher-relationer fra Goviral og AOL, hvor han har arbejdet ud af både København og London, og altså senest hos videonetværket TheOutplay.

Her havde han ansvaret for det nordiske marked og international forretningsudvikling og indgik bl.a. en global aftale med Reuters Thomson.