Help PR & kommunikation mander nu op på det digitale område.

– Vi oplever vækst for niende år i træk. Indtil nu har det primært været PR, krisestyring, rådgivning og intern kommunikation, der har fyldt mest. Men flere og flere ledere ønsker vores rådgivning inden for digitale og sociale medier, lyder det fra bureauejer Mads Byder.

Help PR har derfor hentet 28-årige Katrine Jacobsen, der kommer fra en stilling hos SundhedsDoktor, hvor hun havde ansvaret for at udvikle og implementere den digitale strategi, ind som digital rådgiver.

– I gamle dage udgjorde fødselsattesten nærmest beviset for størrelsen af timeprisen i konsulentbranchen. Sådan er det ikke længere, siger Mads Byder

De sociale medier har sat en ny dagsorden, og det faktum at ledelsen ofte er de mindst vidende om netop de nye mediers muligheder og risici, gør at yngre konsulenter ofte er de bedste rådgivere inden for det her felt, fortsætter han.

Katrine Jacobsen er uddannet Cand.It. fra IT-Universitet med speciale i, hvordan man kommunikerer via digitale medier og udnytter Facebook til eksekvering af medieaktiviteter. Derudover har hun læst på Public Relations på universitetet i Utrecht i Holland.

Hos Help PR & Kommunikation skal Katrine Jacobsen arbejde med en række af virksomhedens kunder som Netflix, Just Eat, eBay og IKEA.