Filminstruktørerne Sune Lykke Albinus og Mikkel Blaabjerg har netop indgået samarbejde med det danske produktionsselskab U itch I scratch.
Det umage makkerpar, som i branchen er bedre kendt som A+B, er blandt branchens talentfulde instruktører, som foreløbigt er blevet nomineret til flere True Award- og Robert-nomineringer og bl.a. har gjort sig international bemærket med visning af kortfilm på Cannes filmfestivalen.
At gadedrengen og selvlærte kok, der er opvokset i New York og København, skulle indgå et partnerskab med den jyske universitetsuddannet journalist og musiker, har måske ikke set ud som det perfekte match, men med erfaring fra både tv-serier, spille- og dokumentarfilm, har A+B de sidste fem år fokuseret særligt på reklamefilm og virksomhedsfilm, hvor de bl.a. har lavet film for Hjemmeværnet, Novo Nordisk, Begravelse Danmark, Quality Care, Oticon, Føtex og Pandora.
Med A+Bs kompetencer indenfor den dokumentariske og naturalistiske stil giver U itch I scratch en mulighed for at vise det danske samt det internationale marked, at selskabet har en bred vifte af instruktører, der byder på spændende og nytænkende stilarter.
– Med den profil vi har, er det en klar prioritet for os at have fokus på de up-and-coming instruktører, der findes. Vi har fulgt A+B gennem et længere stykke tid, og de har helt klart været øverst på vores liste. Vi ser frem til et spændende og berigende samarbejde, siger Mads Nørfelt Marstrand, executive creative producer hos U itch I scratch.
– Vi har altid troet på fællesskaber og, at det at arbejde kreativt for danske og internationale klienter ikke handler om at positionere sig imod de andre, men at sammentænke og samarbejde. Derfor er vi mere end nysgerrige på at vokse sammen med U itch I scratch, lyder det fra Sune Lykke Albinus.
– U itch I scratch er et af de produktionsselskaber, der er mest interessante at være lige nu. De har flere andre virkeligt dygtige produktionskræfter og instruktører, og tør i en tid, hvor mange produktionsselskaber lukker og in-house bureauer skyder op, tænke stort og fokusere på udlandet, tilføjer Mikkel Blaabjerg.
Se et udsnit af A+B’s film her.