Jesper Andersen, der har har været CEO for det digitale bureau Twins Solutions de seneste seks år, vender nu “hjem” til Publicis Sapient i ny rolle som Client Partner og en del af det danske ledelsesteam.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Heraf fremgår det også, at det er “de internationale ambitioner og muligheden for at gøre en større forskel for kunderne”, der har fået Jesper Andersen til at vende tilbage til bureauet, han forlod i 2013, da det hed LBi. 

– Jeg vil gerne en dag kunne se tilbage på en karriere, hvor jeg har gjort en forskel – har flyttet en branche, har gjort en positiv forskel i menneskers liv. Det er der ingen, der gør med marketing alene, lyder det fra Jesper Andersen i meddelelsen.

Mari-Ann Mortensen, der er CEO for Publicis Sapient, er “glad for at have fået Jesper på vores hold”.

– Han er en dygtig og visionær rådgiver for vores kunder, og har allerede overtaget ansvaret for flere af vores største accounts.

– Det, at han kommer fra en rolle som bureaudirektør, giver ham solid og konkret forståelse for hvordan en forretning drives, hvilket gør ham til en stærk rådgiver i transformationsprojekter, siger hun i meddelelsen.

Dansk ledelsesteam nu på plads

Publicis har også hentet hollandske Faas Broersma til en nyoprettet stilling som Nordic Data Lead.

Han kommer far Amsterdam, hvor Faas Broersma tidligere har arbejdet for konsulenthuse som Accenture og Capgemini, på kundesiden samt i teknologi-virksomheder som IBM og Oracle.  

Mari-Ann Mortensen, CEO for Publicis Sapient Nordics, forklarer i meddelelsen, at bureauet de senere år er gået fra at være et traditionelt digitalt bureau til at “gå til markedet som digital transformationspartner.

Derfor er der også behov “for nye kompetencer i ledelsen i Danmark”.

– Jeg er utrolig glad for endelig at have fundet de to manglende brikker i det danske ledelsesteam: Jesper, som er en erfaren forretningsudvikler med stort indblik i de udfordringer, vores kunder står over for, og Faas, som rådgiver om data-strategi i en liga, vi ellers har måttet hente ind fra vores internationale kontorer, siger hun.

Både Jesper Andersen og Faas Broersma er tiltrådt i de nye stillinger hos Publicis Sapient.