Det danske produktionsselskab med det besynderlige navn U Itch I Scratch har flere gange gjort sig internationalt bemærket for produktioner for bl.a. United Arlines.

Forleden kunne produktionsselskabets norske instruktør Morten Tyldum foreløbigt smykke sig i hele otte nomineringer til årets Oscar-uddeling for sin instruktion af filmen The Imitation Game.

Hos det danske produktionsselskab er man naturligvis stolte over nu at være en del af det fornemme selskab

– Det er meget inspirerende at arbejde sammen med en så dygtig og kompetent instruktør som Morten Tyldum. Morten er især utrolig stærk inden for personlig instruktion og storytelling, og derfor kommer det ikke som en overraskelse, at han nu har fået så stor succes med hans spillefilm. Vi er her hos U Itch I Scratch utroligt stolte og krydser fingre for Morten til Oscar-uddelingen, fortæller Mads Nørfelt Marstrand, executive creative producer hos U itch I scratch.

Morten Tyldum har tidligere modtaget “The Hollywood Director Award” for samme film, og for nyligt var filmen nomineret til syv Golden Globes, som dog ikke kastede nogen gevinst af sig.

Derfor håber man selvfølgelig på mere held i sprøjten, når Oscar-uddelingen løber af stablen 22. februar i Los Angeles.

The Imitation Game er nomineret i følgende kategorier:

  • Best motion picture
  • Performance by an actor in a leading role
  • Performance by an actress in a supporting role
  • Achievement in directing
  • Achievement in film editing
  • Achievement in music written for motion pictures
  • Achievement in production design 
  • Adapted screenplay

Se trailer for The Imitation Game herunder.