Hvad gør man som kreativ, hvis man ikke er til at gå med raslebøsser eller røre i gryderne på suppekøkkener?

Det har Joachim Rosenstand, tidligere kreativ direktør og bureauboss – i dag adjunkt på DMJX og ejer af produktionsselskabet Storyland – netop leveret sit helt eget bud på: En 35 minutter lang dokumentarfilm om et værested for hjemløse.

Filmen har netop haft premiere i biografen Vester Vov Vov i København, men faktisk begyndte det hele som en designopgave.

- Jeg kom i kontakt med værestedet, som dengang hed Den Sorte Gryde via nogle bekendte, og det viste sig, at de gerne vil have et nyt navn og ny visuel identitet. Men pengene er jo små på sådanne steder, så jeg indvilligede i at arbejde pro bono for dem, fortæller Joachim Rosenstand.

Siden blev Den Sorte Gryde til Hugs & Food, og stedet kom i processen til at fylde mere hos ham, end han lige havde forventet.

”Jeg er ikke god til at gå rundt med en raslebøsse” 

- Det er to socialarbejdere, der driver stedet, som er en del af Vor Frue Kirke, og det gik op for mig, hvordan disse to fantastiske kvinder i dén grad evner at få de mange udenlandske hjemløse til netop at føle sig hjemme, fortæller Joachim Rosenstand.

Han fulgte siden Hugs & Food med et kamera over en periode på 10 måneder, og det er nu blevet til et kærligt portræt af et værested for udenlandske hjemløse, hvor man som seer får indblik i hverdagen og kommer tæt ind på livet af de ildsjæle, der driver stedet. 

Joachim Rosenstand har selv finansieret projektet, og selv stået for alle optagelserne og klipning af filmen:

- For mig har det her handlet om at kunne yde et stykke frivilligt arbejde med det, jeg kan finde ud af, siger han og tilføjer:

- Jeg er ikke god til at gå rundt med en raslebøsse eller lave mad i et suppekøkken. Så jeg blev rigtig glad, da Hugs & Food gerne ville være med i en film, der kunne fortælle om det fantastiske arbejde, de udfører.

Awareness og fundraising

Ud over Joachim Rosenstand selv har også den prisbelønnede portrætfotograf, Robin Skjoldborg, bidraget med pro bono-arbejde til den visuelle identitet, og i mandags var der biograf-premiere.

Hvilket efterfølgende har udløst masser af kommentarer og positive tilkendegivelser på Facebook:

- Det var en fantastisk oplevelse at se filmen på det store lærred og modtage så mange anerkendende kommentarer. Det betyder rigtig meget for mig, og for kendskabet til det store arbejde, mange mennesker gør, for at give de mest udsatte en værdig tilværelse, skriver Rosenstand selv på det sociale medie.

Hvad ville det her have kostet, hvis det skulle købes på reklame- eller dokumentar-markedet?

-  Altså med antal timer, optagelser og klip, så vil jeg tro, det kunne løbe op i omkring en million.

Hvad er det overordnede mål med filmen?

- At gøre hinanden opmærksom på, at når vi gider at hjælpe til, så kan vi udrette meget. At vise den virkelighed, der ikke handler om ofre og stakler. Vise en virkelighed fra et miljø hvor værdighed sættes højt. Der laves så meget filmarbejde om mennesker på kanten, med sprøjter i armen osv. Hvor de hjemløse bliver blottet og udstillet på en måde, jeg ikke synes er respektfuld.

- Det er jo ikke som med reklamer noget, der skal sælge produkter. Men det er heller ikke bare for min egen samvittigheds skyld: Hugs & Food lever jo af sponsorater og midler fra fonde, og undervejs i processen opstod idéen om, at filmen også kunne bruges i fundraiser-sammenhæng og som sponsorpleje i forbindelse med events.

Se dokumentaren her.