Det er naturligvis er meget, meget svært valg, når ”årets” et-eller-andet kåres.

I går løb Rema 1000s Anders René Jensen så med titlen årets CMO 2015, da Berlingske, AdPeople og SAS Institute kårede personen bag den bedste marketing-indsats i 2014.

Koncernchef for Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, begrundede valget således ifølge business.dk:

– Anders Rene Jensen modtager årets CMO-pris 2015, fordi han ikke alene formår at kommunikere en klar og unik  strategi i en prisfokuseret industri med et ”discount med holdning” fokus, men også fordi han har formået at forbedre Rema 1000s image og profil i befolkningen og at skabe en positiv stemning af engagement og kundeindsigt hos medarbejderne.

– Sidst men ikke mindst har han formået et eksekvere strategien og gøre Rema 1000 til en voksende discountkæde med et stærkt image og tro mod sit koncept.

Hovedpersonen selv underspillede sin indsats ved at gøre ansvaret for Rema 1000s uomtvistelige succes på discount-markedet til en kollektiv sejr, men ikke desto mindre har der ligget et stort ansvar på Anders René Jensens skuldre for at sikre, at ”discount med holdning” blev andet end fernis oven på en ”3-for-2s-pris” kommunikation.

Rema 1000 sælger nemlig ikke varer i bunker, der fører til endnu mere madspild. Det er for længst påvist, at det ikke er i detailkæden, madspildet findes, men i hjemmene, og der sker naturligvis i forlængelse af store indkøb, der sjældent forbruges til bunds.

Franchise-koncept med succes

Når Rema 1000 oven i købet er franchise-baseret i knap 250 butikker i Danmark, skal der en stærk CMO til at lime holdningerne sammen hos selvstændige butiksejere, der ikke nødvendigvis kigger længere end bundlinjen.

Og det er lykkedes for Anders René Jensen, der også kunne glæde sig over, at YouGov placerede Rema 1000 som nr. 4 på top-100 listen over de bedste brands i Danmark, kun overgået at Lego, Volkswagen og Netflix, der brød igennem støjmuren i medielandskabet i 2014.

Juryen, der udvalgte Anders René Jensen, havde på forhånd valgt fem kandidater, og de to af dem var indlysende udfordrere. Peter Ankerstjerne fra ISS og Thomas Meng fra Top-Toy var stærke og begavede bud, mens Jeff Salter fra Superbrugsen led af den indlysende ”skavank”, at Coop er så stærke økologisk og bæredygtighedsmæssigt, at kæden inden for detail er og bliver suveræn.

Coops mange brands er firstmovere mange år i træk og på så mange måder, at de fleste juryer ville kåre kæden hvert år, hvis ikke lige det er så svært at se, hvor forbedringerne ligger fra år til år. Bundniveauet er utrolig højt.

Men det gør ikke glæden ved at kåre Rema 1000-bossen mindre. Og hvis nogle ikke ved, hvorfor kæden hedder Rema 1000, kommer forklaringen her:

Det er ganske enkelt en sammentrækning af den norske stifter Odd Reitans mad, REitan-MAt. Han mente at 1000 varer på hylderne er rigeligt, hvilket vi giver ham ret i.

Rema 1000-stifterens forbillede var i øvrigt den tyske Aldi-kæde, som Odd Reitan valgte at kopiere til norske forhold. Kæden har i øvrigt forsøgt sig med butikker i Ungarn, Slovakiet og Polen, men måtte opgive eventyret.