Forsikringsgiganten Tryg har ansat Joachim Rubow til at stå i spidsen for divisionen Strategi & Kommunikation.
Rubow for det overordnede ansvar for Trygs interne og eksterne kommunikation, markedsføring, branding, CSR og koncernstrategi, og hanafløser dermed Steffen Lundgren Kristensen, som tidligere i år meddelte, at han forlod stillingen for at søge nye udfordringer.
– Tryg skal være verdens bedste forsikringsselskab med et stærkt kundefokus. Vi skal hele tiden sikre os, at der en tydelig kobling mellem den strategi, vi lægger, og den måde vi interagerer og opfattes på af vores kunder. Derfor giver det rigtig god mening for os at samle kræfterne ét sted. Joachim Rubow får ansvaret for Strategi & Kommunikation og får dermed opgaven med at videreudvikle det stærke brand, vi allerede har, og samtidig stå i spidsen for at forankre og udbygge Trygs strategi og ambition om at blive verdens bedste forsikringsselskab, siger Morten Hübbe, der er koncernchef i Tryg, i en pressemeddelelse.
Joachim Rubow kommer fra stillingen som CEO hos mediabureauet Carat, som han dermed forlader efter godt et halvt år.
Før da – fra marts 2013 til april 2014 – var han markedsføringschef i DR, hvor han havde det strategiske og kreative ansvar for DR’s samlede markedsføring på alle kanaler og platforme og indgik i ledelsen af DR Medier.
Fra 2006 og frem til sommeren 2012 var Joachim Rubow koncernmarketingdirektør i Danske Bank Group med ansvar for samtlige markedsføringsaktiviteter i Skandinavien, Nordirland, Irland og de baltiske lande.
– Hos Joachim Rubow har vi fundet en profil med den helt rette kombination af erfaring, kompetence, personlighed og engagement, som skal til for at drive området videre frem. Han er en stærk leder med et højt energiniveau, og jeg glæder mig meget over at få så stærk en spiller med på holdet, siger Morten Hübbe.
Joachim Rubow tiltræder stillingen i Tryg i løbet af februar.
Den tidligere Tryg-CMO, Steffen Lundgren Kristensen, er i dag tiltrådt som ny kommerciel direktør hos Advice.