Det var ønsket om at ”leve og dø” for mærket, der fik en håndfuld BBDO-afhoppere til at stifte Black Rabbit for nu tre år siden.
Danske Spil med Oddset var første kunde, og samarbejdet mellem det lille, seniordrevne københavnske bureau og spilgiganten er stadig intakt og stærkt.
Filosofien om at yde blod, sved og tårer for en lille kreds af kunder lever i bedste velgående og har været medvirkende til, at Black Rabbit er vokset og i dag tæller både yderligere medarbejdere og kunder som bl.a. YouSee og Rejsekort.
Den positive udvikling har dog også skabt et behov for en ny, stærk kanin til holdet, og i den garvede profil, Mikkel Heideby, har Black Rabbit fundet netop dét.
– Black Rabbit er et lille bureau – og det skal vi blive ved med at være – men hele essensen af vores koncept er, at vi arbejder ud fra en tro på, at det er i det dybe, daglige samarbejde mellem bureau og kunde, at den altafgørende mærkeforståelse og de gode, relevante kommunikationsløsninger ligger gemt, siger kontaktdirektør i Black Rabbit, Christopher Iuul og forsætter:
– Vi bruger måske derfor lidt ekstra tid på vores kunder og opgaver. Men den slags ekstra arbejde kræver også ekstra hjerner. Derfor er vi ægte glade – og lidt benovede over – at Mikkel har sagt ja til at blive en del af vores hold.
Mikkel Heideby begynder hos Black Rabbit i dag.
– Efter otte år som selvstændig trænger jeg til at prøve noget nyt og en helt anden og mindre konstellation. Black Rabbit er midt i en spændende fremdrift, hvor jeg tror på, at jeg kan byde ind med mine evner, og samtidig blive en del af noget anderledes i en verden, hvor alt for meget er ens, siger Mikkel Heideby.