Det går stærkt hos det digitale teknologi- og designbureau Molamil, der har oprustet med en række solide profiler de seneste måneder.

– Vi har ikke en strategi, som siger, vi skal vækste. Vores vision er at lave Danmarks mest innovative, digitale projekter – ikke nødvendigvis så mange som muligt, siger Jorge Hernandez, CEO i Molamil.  

– Når det er sagt, er vi nødt til at sætte det rigtige hold for at kunne fortsætte med de projekter, vi ønsker – og på vores måde. Vi er meget glade for at have fået nogle rigtig dygtige profiler med om bord, som vi allerede kendte fra branchen, fortsætter han.

Ud af de seks medarbejdere, der er blevet ansat på det seneste, har to af dem indtaget nøglepositioner hos Molamil.

Ny CTO med erfaring

Den første er Gert Jørgensen, der er hentet til som ny CTO. Gert Jørgensen startede sin karriere som udvikler hos Framfab, hvor han bl.a. var meget involveret i projekter som Nike Women sammen med bl.a. Jesper Arvidson og Rasmus Frandsen.

Siden har karrieren ført ham frem og tilbage mellem London og København, senest som Senior Software Developer hos Shape.

Gert Jørgensen overtager det overordnede tekniske ansvar fra Jorge Hernandez. Både som teamleder og når der skal træffes beslutninger om, hvilke teknologier bureauet vil fokusere på fremadrettet.

Henter Konstellation-profil

Den anden markante tilføjelse til Molamil er Christina Krog Madsen, som er ny Account Manager.

Hun var en af de første ansatte hos Konstellation (i dag Konstellation & Republica), hvor hun ledede digitale projekter i syv år. Inden ansættelsen hos Molamil, var Christina Krog Madsen hos Hjaltelin Stahl, hvor hun har arbejdet med nogle af deres tungeste digitale projekter.

Hos Molamil bliver hun ansvarlig for en række større kunder og får en overordnet rolle i udviklingen af processer og service for kunderne.

– Molamil var et indlysende match for mig efter et par samtaler, og jeg er ikke blevet skuffet. Det er enormt inspirerende og motiverende at arbejde sammen med så dygtige kollegaer om at skabe de bedst mulige, digitale løsninger for vores kunder. ”The sky is the limit”, når bare vi får budgetterne til det, siger Christina Krog Madsen.

De øvrige nye ansatte hos Molamil er:

  • Kenneth Brøgger-Luplau, Senior Web Developer
  • Anne Kyster Hvelplund, Project Manager
  • Mikkel Hendeliowitz, Digital Designer
  • Nicolai Habla, Innovation Manager