Steen & Strøm Danmark har siden 1999 varetaget management-funktionen af tretten af Danicas seksten shoppingcentre. Dette er sket med en organisation, der før 1999 udgjorde en intern afdeling i Danica Pension.

Nu har Danica valgt at finde en ny aktør til opgaven, og har derfor opsagt aftalen med Steen & Strøm. I løbet af den lange samarbejdsaftale har Steen & Strøm opbygget egen centerportefølje bestående af Field’s, Bruun’s Galleri i Århus og Bryggen i Vejle.

Disse tre shoppingcentre vil selvsagt fortsat blive administreret under Steen & Strøms Management koncept.

– Vi er selvfølgelig kede af at miste samarbejdet omkring Danicas shoppingcentre, som rigtig mange af vore medarbejdere har arbejdet med igennem mange år, og også skabt gode resultater i både nullernes første år og de seneste såkaldte kriseår, siger Søren Brogaard, Steen & Strøms Country Manager:

– Vi overlader en portefølje til en ny manager med stærke markedspositioner i centrenes respektive markeder og med gode planer, der hvis disse fastholdes vil sikre markedspositionerne også fremadrettet.

Om Steen & Strøms egen position efter ophøret af samarbejdet uddyber Søren Brogaard:

– Steen & Strøm er i forløbet siden 1999 vokset til en international virksomhed under franske Klépierres og Hollandske ABPs ejerskab, hvor vores tre danske centre indgår i en europæisk portefølje på mere end 180 betydningsfulde shoppingcentre i 16 europæiske lande.

– I dette perspektiv, og med ejerkredsens ønsker om at udvikle sig yderligere på det danske og skandinaviske marked, vil vi fortsat være en interessant samarbejdspartner for både dansk og international detailhandel, slutter Søren Brogaard.

Steen & Strøm Danmark vil frem til 30. juni 2015 fortsat have managementansvaret for de tretten shoppingcentre, som pr. denne dato overgår til administration under ny manager.