Jesper Ulsø er ny CEO i den grafiske koncern Cool Gray, der de senere år – bl.a. via et opkøb af reklamebureauet Highlight – har været under forvandling fra et grafisk produktionshus til et kommunikationshus.

Jesper Ulsø, der overtager posten fra den mangeårige adm. direktør for Cool Gray, Brian Hindse, kommer til kommunikationshuset med bred erfaring fra erhvervslivet.

Han har således bl.a. tidligere været COO for Aller Media igennem 10 år, stået i spidsen for den grafiske koncern Schultz og været CEO for den danskfødte IT-virksomhed Kapow Technologies.

Senest har han været Associate Partner i Dare Disrupt, der – som navnet mere end antyder – rådgiver organisationer om, hvordan de bedst omfavner eksponentielle teknologier og disruptiv innovation.

Skal genopfinde sig selv hvert 5. år

Det er dog ikke blot en digital transformation af Cool Gray, der står på Jesper Ulsøs agenda som ny CEO for kommunikationshuset, fortæller han.

– Alt det, du lige har set, vil der efter min bedste overbevisning være brug for lang tid fremover, siger Jens Ulsø og henviser til den omvisning i Cool Grays lokaler og produktionshaller, vi netop har gennemført.

Her så vi talrige eksempler på grafisk materiale som bannere, plakater, brochurer, displays, roll ups og tryk på tøj for en lang række forskellige kunder. Det mest iøjnefaldende var nok de ”butikker”, Cool Gray har bygget op, hvor skiltningen in-store testes for store kunder som McDonald’s og GameStop.

Dertil kommer selve trykkeriet, hvor maskiner fleksibelt spytter alt fra brevpapir, tryksager og bøger til printede vægge i storformat ud i en lind strøm.

– Men alle brancher er jo under forandring på grund af digitaliseringen og nye teknologier. Jeg har et mantra om, at alle virksomheder skal genopfinde sig selv hvert femte år, siger Jesper Ulsø.

Opkøb på vej?

Cool Gray har de senere år fået flere og flere bureauydelser på hylderne, og virksomheden har tidligere varslet, at det ledte efter endnu et opkøb på den front.

Hvor langt er I med det?

– Det er for tidligt for mig at sige noget begavet om, siger Jens Ulsø, der har givet sig selv 100 dage til at få fuldt overblik over virksomheden, før han bestemmer sig for, hvilken udviklingsretning, Cool Gray skal bevæge sig i fremadrettet.

– Her vil jeg bl.a. overveje, om vi skal være Full Service. Måske skal vi i stedet med omhu udvælge de områder, vi er meget stærke på, og så indgå partnerskaber, hvor vi ikke er? Kompleksitet dræber forretninger, siger han.

Jesper Ulsø har gennem karrieren været involveret i godt 25 opkøb og salg af virksomheder, så han betragter opkøb som et værktøj, der meget vel kan komme i anvendelse.

– Det danske trykkerimarked er midt i en konsolideringsbølge, der langt fra er ovre. Her er det meget tænkeligt, at vi kommer til at spille en aktiv rolle fremadrettet, slutter han.

Jesper Ulsø tiltrådte som CEO i Cool Gray den 1. februar.