To nye direktører er tiltrådt i den danske del af verdens fjerdestørste bureaugruppe, IPG Mediabrands, fremgår det af en pressemeddelelse.

Den første er Lasse Clarke Storgaard, der 1. marts er tiltrådt som ny Chief Digital Officer (CDO) i IUM Danmark.

Han stod tidligere i spidsen for bureaugruppens performance marketing-enhed, Reprise Digital, i Norden

– Nu skal Lasse udfylde en vigtig og central rolle lokalt i Danmark, som IUM’s digitale strategist og interne enabler, så vores løsninger matcher kundernes øgede digitale kompleksitet, lyder det fra Heine Jørgensen, CEO, IPG Mediabrands i Danmark, i meddelelsen.

Den anden er Martin Kronborg, der er ny Managing Director for Digital Platforms & Services i bureaugruppen.

Det betyder, at han skal lede IPG Mediabrands´digitale kompetence hub, der omfatter de tre bureaubrands Reprise, Cadreon og ignite og services inden for ”digital performance marketing, data og tech, analytics sammen med konsulentydelser i forbindelse med sourcing af digital marketing”.

Martin Kronborg var tidligere Managing Director i IPG Mediabrands’ sourcing-enhed ignite Nordic, hvor han kørte parløb med Lars Møller, Managing Partner, på ledelsesfronten.

Lars Møller blev i uge 10 præsenteret som ny Chief Commercial Officer i IPG Mediabrands’ danske forretning. Det blev meldt ud samtidig med nyheden om, at Heine Jørgensen skiftede CEO-rollen i IUM Danmark ud med en ny som CEO for bureaugruppens samlede danske forretning.

Heine Jørgensen forklarer i meddelelsen Martin Kronborgs nye rolle således:

– Han har med succes hjulpet store danske virksomheder med at få et større indblik i det digitale marketing-økosystem og udfyldt det hul, der er i markedet for sourcing af digital marketing. Ved at samle alle husets digitale kompetencer under Martin, kan vi i endnu højere grad sikre at vores kunder får lige nøjagtig dén løsning, der passer dem bedst.