Help PR & Kommunikation er igen i gang med at opruste – denne gang med to unge talenter, der skal være med til styrke bureauet i det digitale mediebillede.
De to ny Help’ere er Fie Ebbesen, der kommer fra en stilling hos Hansen Agenda og i sit nye job skal arbejde med kunder som IKEA, WOW Air og Alka, og Nikoline Helsbro, der kommer fra en stilling hos Magnetix og skal arbejde med bl.a. Netflix, Just-Eat og en række af Helps øvrige livsstilskunder.
Begge er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles kommunikationsuddannelse, og Mads Byder, stifter af Help PR, siger:
– Mediebilledet ændrer sig og bliver mere digitalt og socialt, og vi skal nytænke måden at udkomme med nyheder. I dag er det fx også gennem influencers, bloggere og på Twitter, og derfor styrker vi vores digitale hold hos Help PR med unge ”senior”-kræfter, som jeg kalder det. Man kan nemlig godt være ”senior”, selvom man er under 30 år.
Selv er han lige rundet de 40, og må erkende, at med dagens mediebillede, så er alder og erfaringer ikke altid nummer 1. Heller ikke selv om op mod 80 procent af Helps kundekontakt er til CEO’s:
– Den rådgivning, de og deres virksomheder efterspørger, er i langt højere grad end blot for få år siden digitalt og socialt. Det har vi reageret på. De unge lever i selve medierne, og de kan rådgive om dem on the go. Vi andre ”gamle” ender bare i lange processer og dræbende papirbunker. Unge konsulenter er guld værd i den strategiske kommunikationsrådgivning af dansk erhvervsliv, man skal bare turde samt sætte de rigtige rammer op for dem, siger Mads Byder.
Udover at opruste på den digitale PR og på livsstilsområdet, er Help PR netop nu også i gang med at styrke kompetencerne inden for public affairs, oplyser bureauet.