Efter en 12 år lang karriere hos Google i Irland og Danmark, heriblandt seks år som brancheansvarlig for medie- og underholdningsbranchen, har Kristian Djurhuus sadlet om.
Han er nemlig ny Client Director hos det unge digitale bureau Rebel Penguin Agency, der blev sat i søen i foråret.
Det nye bureau er knopskudt ud af den 10 år gamle onlinemarketing-virksomhed Rebel Penguin, der blev solgt til norske Gaming Innovation Group (GIG) for små 100 mio. kr. i fjor.
Ambitionerne for det digitale bureau, der holder til i hjertet af København, er til at få øje på.
Målsætningen er nemlig at blive førende på alt det, der rører sig inden for underholdnings-teknologien og ikke mindst hvordan gamification kan anvendes på tværs af andre brancher, forklarer Jens Nielsen, direktør for Rebel Penguin Agency.
Han er i øvrigt tidligere CEO for det store digitale bureau Artefact (tidligere Netbooster) i Norden og UK.
Vil være full service digitalt bureau
– Vi er glade for at få Kristian ombord. Han har netop den kombination af forretningsindsigt og kompetencer, vi har brug for i bestræbelserne på at udvikle og vækste Rebel Penguin Agency, siger Jens Nielsen og fortsætter:
– Vores ambition er at blive et full service digitalt bureau, som har de fornødne strategiske og taktiske kompetencer til at hjælpe vores kunder med en fuldbyrdet digital transformation.
Kristian Djurhuus ser frem til de nye udfordringer hos Rebel Penguin Agency:
– Efter mange gode og lærerige år hos Google, ser jeg frem til at prøve kræfter med bureaubranchen, som jeg mener undergår en særdeles interessant udvikling disse år.
– De traditionelle bureautyper er i opbrud, og fremtidens bureauer skal både være i stand til at kombinere teknologi, data og kreativitet, når kundernes forretning skal udvikles – og netop den fremtid mener jeg, at Rebel Penguin Agency står særdeles godt rustet til at gå ind i, slutter Kristian Djurhuus, der er tiltrådt i den nye stilling.