De har fart på i mere end én forstand hos kommunikationsbureauet Friday.
I juni oprustede bureauet med to stærke profiler – Nanna Kalinka Bjerke og Mette Ljunggren – for knapt en måned siden trådte Søren Skafte Overgaard, tidligere CEO i e-Types, ind som ny partner, og nu opruster bureauet igen.
Denne gang med en erfaren medie- og kommunikationstræner i skikkelse af Sune Bjørnvig, der forlader LEAD for at blive en del af Friday-holdet.
Dermed styrker bureauet sig yderligere inden for et af sine kerneområder – samtidig med at fokus på seniorkompetencer bevares, lyder det fra adm. direktør Lars Bo Kirk:
– Vi vokser i både bredden og dybden, og vi er begejstrede over at få Sune med om bord. Han har i mange år bevist sit værd som kompetent medie- og præsentationstræner, og med sit fokus på ledelses-kommunikation passer han suverænt til os. Ja, med Sune på holdet vover jeg gerne den påstand, at vi nu er tæt på at have landets stærkeste opstilling på seniorrådgivere, siger han.
Sune Bjørnvig kommer fra en stilling som chefkonsulent, træner og oplægsholder i LEAD Agency.
Han har mange års erfaring med rådgivning af især større virksomheder og organisationer om positionering og har bl.a. qua sin baggrund som cand. scient. pol. – og skuespiller – øget gennemslagskraften for og ydet personlig rådgivning om kommunikation til hundredevis af ledere i både ind- og udland.
Og han glæder sig naturligt nok til de nye udfordringer:
– Jeg ser Friday som et særdeles spændende og ambitiøst bureau. De beskæftiger uhyre dygtige og sympatiske rådgivere, og deres værdibaserede tilgang til kunder og arbejde tiltaler mig enormt. Og så har de rigtig mange kunder og projekter, jeg glæder mig til at arbejde for og med, siger Sune Bjørnvig, der starter i sit nye job pr. 1. oktober.
Friday blev stiftet i 2014 af Mikael Baden og Lars Bo Kirk, begge med partner- og direktørerfaring fra Jøp, Ove & Myrthu.
Bureauet har i dag 14 rådgivere og ejes ligeligt af seks partnere, der udover stifterne er Henrik Røjgaard (tidligere særlig rådgiver for tre ministre samt politisk redaktør på Ritzau), Claus Bendsen (tidligere bl.a. Help PR samt Holm Kommunikation), Anders K. Sørensen (tidligere bl.a. LEAD Agency) og Søren Skafte Overgaard (tidligere CEO i e-Types).