Tidligere i år kunne vi her på markedsføring fortælle, at en af de få nulevende Mad Men, Stan Rapp – med-grundlægger og gennem 23 år CEO i reklamebureauet Rapp Collins samt forfatter til flere bøger om marketing – var gået til tastaturet igen.

Og ikke nok med det: Medforfatteren på den nye bog, som nu har fået titlen ”Entangled Marketing – Keep your customers alive”, hedder Sebastian Jespersen – manden, der for snart 10 år siden etablerede det danske, digitale bureau Vertic, som i dag har kontorer i København, New York, Seattle og Singapore.

Hvordan de to overhovedet løb ind i hinanden, er en historie helt for sig selv – det kan du læse om her – men mere interessant er det, at de to forfattere nu er klar med første kapitel af bogen, der udkommer i det nye år.

Kapitlet fortæller lidt om baggrunden for bogen, men der er også guf at hente fra LEO Pharma, Nike og LEGO, som alle rummer eksempler på det, Stan Rapp og Sebastian Jespersen kalder virksomhedens og brandets ”never-let-go-of-one-another relationship” med kunderne.

Men hent selv det første kapitel som pdf under artiklen her og læs med.

Og som en ekstra opvarmning til det nye marketing-år har Vertic talt med en række fremtrædende globale marketing-personligheder og bedt dem give deres bud på top-marketing trends i 2015.

Stan Rapp er – meget passende – en af de personligheder, man kan møde allerede nu, ligesom Lee Nadler, der er CMO for Mini i USA, og Matthew Corin, der er SVP Merchandising & Sales, hos mode-brandet Michael Kors.

Men der kommer mange flere spændende navne på – herunder Morten Albæk, Vestas’ CMO, brandingeksperten Martin Roll, Xerox’ CMO og L’Oréals CMO.

Du kan følge med – og lytte til de tre foreløbig offentliggjorte interviews her