Medievirksomheden Vice Denmark, der stormer ind på bureaumarkedet i øjeblikket med virksomheder som Coca-Cola Company i 40 lande, Telmore og Danske Bank på kundelisten, har fundet en ny Creative Director til selskabets kreative bureau.
Det drejer sig om Jonathan Lang, der har en bred kreativ baggrund fra mediebranchen. Han har bl.a. været digital strateg, grafiker, producer, event manager og art director både i Danmark og internationalt.
– Udover at være mangeårig fan af Vice, så mener jeg, at de som bureau er helt unikt positioneret til at udvikle og producere moderne content marketing og branddrevet historiefortælling. Vice er født af og forankret i en medieorganisation, med alt hvad det indebærer af dynamisk produktions-skalering og kreativ kultur, lyder det fra Jonathan Lang i en pressemeddelelse.
– Der er meget kort fra koncept til produktion og det er en fordel, når kunderne skal udkomme ofte. Lars og Frederik har allerede sat et rigtig stærkt hold af både unge og erfarne talenter og det er min ambition at fortsætte rejsen mod at etablere Vice som et af landets mest toneangivende medier og bureauer, fortsætter han.
Bred erfaring
Ifølge Frederik Andersen, COO i Vice Denmark, er der tale om et perfekt match.
– Jonathan har gennem de sidste mange år vist sig som en markant profil i det danske kreative landskab. Vi vil gerne kombinere hans erfaring fra det danske marked med de kræfter Vice bringer til vores bureaukunder. Det er glædeligt at se, at Jonathan allerede har markeret sig positivt hos vores største partnere, siger han.
Jonathan Lang har været 15 år i bureaubranchen hos bl.a. Very, iUM og Konstellation. Han var senest hos MediaCom Beyond Advertising, hvor han som kreativ direktør var medansvarlig for udviklingen af TDCs nye content platform.