Analysehuset Wilke overtager 15. august alle aktiviteter i Tranberg + Partners, der begyndte at rådgive danske virksomheder om bl.a. kommunikation og branding tilbage i 1994.

Som en del af aftalen om overtagelse viderefører Camilla Guldberg Andersen, CEO i Tranberg + Partners, sine kunder i Wilke.

Hun har i øvrigt en fortid som rådgiver inden for FMCG i Wilke.

– Jeg glæder mig meget til igen at kunne koncentrere mig 100 pct. om vores kunder, efter tre år med et stort administrativt ansvar i spidsen for virksomheden. Vores branche er under hastig forandring i disse år, og fremtiden tilhører de agile. Wilke er et af de største analysefirmaer i Danmark, men samtidig det mest nytænkende, og den egenskab tror jeg bliver helt central for vores kunder fremadrettet, så derfor har vi lavet aftalen med Wilke, lyder det fra hende i en pressemeddelelse.

Wilke udvider paletten

Morten Schrøder, bestyrelsesformand og direktør i Wilke, peger på, at Tranberg + Partners i mere end 20 år har leveret markedsindsigt og rådgivning fra øverste hylde til virksomheder og foreninger i Skandinavien.

– Med velkomsten af deres rådgivere, kunder og knowhow til Wilke, får vi tilført stærke kompetencer og spændende opgaver på især FMCG, transport og foreningsområdet, siger han.

Kundeporteføljen hos Tranberg + Partners udgør bl.a. Danske Spil, PostNord, Arla, Danone, HK, FOA, Dansk Metal, LO, BUPL, Socialpædagogerne, Rådet for Sikker Trafik, Orifarm, Cult og Ældresagen.