Der er en stor efterspørgsel på rådgivning om kunderelationer for tiden. Og der er rigtig gode penge at tjene inden for ikke mindst B2B-rådgivning.

Det er baggrunden for, at Torben Degn, Jens Kristian Rasmussen og Peter Jensen nu vælger at rykke teltpælene op fra Rambøll-haven og plante dem på Wilkes matrikel.

Her er der per 1. december stiftet et nyt selskab, Wilke Customer Agency, med formålet at rådgive B2B-virksomheder om især kunderelationer.

– Vi har i længere tid oplevet en stigende efterspørgsel fra B2B-orienterede virksomheder, som vi har mange års erfaring med at rådgive. I det ny regi bliver det muligt for os at fokusere på dette kundesegment, siger Torben Degn, der de seneste tre år har været ansvarlig for at drive forretningsområdet, Kunde- og Markedsudvikling hos Rambøll Management Consulting

– I samarbejdet med Wilke åbnes helt nye perspektiver for, at vi også kan stå stærkt på den internationale scene, hvor der efterspørges globale systemløsninger, som vi nu bliver i stand til at honorere.

– Vi tror meget på, at Wilkes samarbejde med SatMetrix kan give os den internationale rygrad, der kan bringe os i valgklasse hos danske virksomheder med internationalt fokus, fortsætter Torben Degn.

Wilke vil være førende i Norden

Hos Wilke er begejstringen naturligvis også stor: 

– Vi er rigtig glade. Vi har nemlig længe ønsket os at fokusere endnu mere på at rådgive om kunderelationer og NPS målinger. Vi har allerede opbygget stærke kompetencer og resultater på dette forretningsområde, siger Morten Schrøder, direktør hos Wilke.

– Men vi ser frem til, at netop den ekspertise, vi nu bliver beriget med, gør vores rådgivning endnu mere unik. Med de resultater, som vores tre nye kolleger har skabt, er jeg sikker på, at vi kommer et stort skridt tættere på at realisere vores ambition om at blive førende i Norden på rådgivning og forbedring af kundeoplevelser, slutter Morten Schrøder.

Det nye selskab, Wilke Customer Agency, har Wilke som majoritetsejer, mens de tre nye profiler ejer en tredjedel tilsammen.

Torben Degn, Peter Jensen og Jens Kristian Rasmussen har alle en fortid i Stig Jørgensen & Partners, der i maj 2012 blev opkøbt af Rambøll Management Consulting. Begge steder har de specialiseret sig i kunde- og markedsrådgivning.

Jens Kristian Rasmussen var desuden ansvarlig for dataming og anvendelse af Big Data i Rambøll-regi.

Lidt fakta

  • Wilke er en velanskrevet rådgivnings- og analysevirksomhed med kontorer i Odense, Aarhus og København.
  • Missionen er at omsætte kundeindsigt til forandringer gennem optimering af kundeoplevelsen og øget kundeloyalitet.
  • Kundelisten tæller virksomheder som Lego, Carlsberg, Velux, BoConcept, Telia, Jysk, DSB og Danske Bank.
  • Wilke har eksisteret siden 1999 og omsætter for mere end 60 mio. kr. i 2015.