På skæbnedagen for EU’s banebrydende AI Act, der skal regulere brugen af kunstig intelligens, står den over for et afgørende øjeblik. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Onsdag mødes politikerne fra Europa-Parlamentet og Ministerrådet i håbet om at få forhandlet de sidste detaljer på plads og dermed positionere EU som leder indenfor regulering af teknologi. Men Bruxelles-magtkampe, fremkomsten af generative AI-teknologier som ChatGPT og debatter om reguleringen af AI-systemer truer nu med at forsinke lovgivningen, så den potentielt først er færdig efter nytår. Også danske parlamentarikere frygter, at loven først bliver klar i det nye år. Det har Version2 tidligere berettet om.
Hvis forhandlingerne strander og udskydes til næste år, kan de komme for tæt på valget til Europa Parlamentet i juni 2024, hvilket vil betyde endnu en udskydelse. Potentielt helt til slutningen af næste år.
De indledende Europæiske strækøvelser til AI Act blev taget allerede i 2019, men fremskridt har været bremset af debatter om, hvordan man skal regulere generelle AI-systemer.
EU-lovgivningen har mødt overraskende modstand fra Frankrig, Tyskland og Italien, der alle har advokeret for mere selvregulering for AI-selskaber i et forsøg på at fremme egne AI-industrier og virksomheder.
Samtidig mangler de stadig at færdigforhandle kontroversielle punkter som at forbyde offentlige ansigtsgenkendelse i realtid. EU-landene ønsker nemlig undtagelser, så de kan bruge det til at spore forsvundne børn eller terrorister, mens rettighedsgrupper grupper frygter, at det vil give mulighed for overvågning.