Martin de Thurah, Adam Hashemi, Bine Bach, Andreas Nilsson, Jeppe Rønde, Niki Lindroth von Bahr.

Det er blot nogle af de navne, som reklame- og andre filminteresserede vil nikke genkendende til som anerkendte instruktører, repræsenteret af produktionsselskabet Bacon. 

Nu udvider Bacon sin trup med fem nye navne fra henholdsvis Danmark, Sverige, Finland, Italien og Skotland.

Fra Danmark drejer det sig om Jeppe Lange, der tidligere har vundet masser af priser. Senest en Silver Screen ved Young Director Award 2023 for filmen ”Past”.

Dertil bliver Martin Falck fra Sverige, Nalle Sjöblad fra Finland, Elena Petitti di Roreto fra Italien og Bonnie MacRae fra Skotland fremover repræsenteret af Bacon. 

Om de fem nye instruktører skriver Mette Jermiin, Bacons CEO og Executive Producer, til Markedsføring, at produktionsselskabet ”leder efter personlige, unikke kreative stemmer med et særegent og inspirerende visuelt sprog”.

”Når vi tilknytter nye instruktører, hvad enten de etablerede eller up-and-coming, så er det altid med udgangspunkt i, at den pågældende instruktør kan tilføre noget til vores fællesskab, som ikke allerede findes her.”

Selve den nye hjemmeside er proppet med nye indtryk og features.

Blandt andet en særlig Bacon-streaming-service med hundredvis af film produceret gennem Bacons historie – både reklamer, musikvideoer og kortfilm – som man ifølge selskabet ellers ikke kan finde andre steder.