Fra 1. januar 2029 bliver det Carlsberg, der kommer til at tappe og distribuere Pepsis læskedrikbrands i hele Norden og Baltikum.
Det fremgår af en børsmeddelelse fra bryggeriet, hvor det samtidig meddeles, at Carlsbergs mangeårige aftale i Danmark og Finland med Pepsis ærkerival, Coca-Cola, stopper ved udgangen af 2028.
Skiftet sker, da Royal Unibrew, som har distribueret Pepsi i mange år, ikke har kunne blive enige med PepsiCo om konditionerne for et fortsat samarbejde i Norden og Baltikum.
Det skriver Royal Unibrew selv i en børsmeddelelse.
”Royal Unibrew ville have set positivt på muligheden for at fortsætte partnerskabet med PepsiCo, men det har ikke været muligt at nå til enighed,” skriver bryggeriet.
For Royal Unibrew er der tale om et mærkbart tilbageslag, skriver Børsen i forbindelse med ændringen.
”Pepsi-aftalen har stået for omkring 13 pct. af omsætningen, og selskabet forventer omkostninger på omkring 300 mio. kr. som følge af ændringen,” skriver mediet, der samtidig beretter, at Royal Unibrev fra starten af tirsdagens handel faldt med over 15 procent.
Et tal, mediet senere har justeret til 17 procent.
Anderledes positive toner var der fra Carlsberg, hvor topchef Jacob Aarup-Andersen i bryggeriets børsmeddelelse udtaler:
“Vi er meget tilfredse med at blive den eneste Pepsico-tapper i Norden og Baltikum. Det er et vigtigt skridt, som styrker vores mangeårige strategiske partnerskab med PepsiCo. Mulighederne for vækst og værdiskabelse i en forretningsmodel, der kombinerer Carlsbergs og Pepsicos drikkevareporteføljer, er betydelige.”
Carlsberg-aktien steg en smule på nyheden, 0,05 procent, beretter Børsen,
Ingen af parterne har meldt noget ud om, hvem der fra 2029 kommer til at tappe Coca-Cola i Danmark.