Sylvester Hvid, der har mere end 100 år på bagen på den danske reklamescene, er kommet ud af 2024 med en markant tilbagegang i resultatet.

Det viser bureauets seneste regnskab, der netop er offentliggjort.

Bruttofortjenesten landede på lige knap seks millioner kroner mod 6,5 millioner kroner året før, og resultatet før skat endte i et lille minus på godt 44.000 kroner mod et overskud før skat på 1,2 millioner kroner.

På grund af skattemæssige reguleringer ender bundlinjen i et lille plus på 5.000 kroner mod et plus på 1,1 millioner kroner året før.

Og det er da heller ikke et resultat, der huer bestyrelsesformand Fernando Olsen.

”Vi bryder os ikke om resultatet. Vi er en ambitiøs familie, så det imponerer os på ingen måde. Vi trøster os med, at det nu er 20 år i streg, vi kommer ud med overskud. Og på koncern-niveau har vi fortsat overskud og er velkonsoliderede,” skriver han i en mail til Markedsføring.

Det mindre gode resultat skyldes helt konkret to ting, siger Fernando Olsen.

Venter forbedring i 2025

”For det første har vi foretaget ekstraordinære afskrivninger, og for det andet er vi et konglomerat af virksomheder. I regnskabsåret startede vi for eksempel nye specialiserede forretningsområder som eksempelvis Paid, hvor vi valgte at flytte omsætning over til,” skriver han og tilføjer:

”Det var ud fra en konkret vurdering af, at det med det samme ville være bedst for kunderne med specialiserede kontaktpunkter og på lang sigt også for os.”

Hvordan vil du karakterisere markedet i perioden, som regnskabet dækker?

”Vi har ikke travlt med at vurdere markedet. Vi giver fuld opmærksomhed til de virksomheder, vi har relationer til. Her har ønsket om digital udvikling og opnåelse af resultater domineret adfærden, det er sikkert derfor de har valgt os som samarbejdspartnere.”

Hvad har været den største udfordring i perioden?

”Business as usual. Udvikling af vores kompetencer og udbud og har altid første prioritet hos. Og lysten til at accelerere de egenskaber er kun blevet større hos os i perioden.”

Hvordan ser første halvdel af det nye regnskabsår ud?

”Vi har ingen grund til at brokke os. Regnskabsmæssigt som forventet. Udviklingsmæssigt som vi har fortjent. Vi forventer at både top og bund forbedres allerede i indeværende regnskabsår og med sikkerhed i næste. Det gælder i både Sylvester Hvid & Co. A/S og relaterede selskaber,” skriver Fernando Olsen.