For første gang i fire år er Metas Facebook-brand gået i luften med en stor reklamekampagne.
Det skriver det amerikanske branchemedie AdAge.
Overskriften på den nye kommunikation lyder ”A Little Connection Goes a Long Way”, og det er Accenture-bureauet Droga5, der står bag indsatsen.
Lanceringsfilmen hedder “Home for the Holidays”, og den introduceres netop nu op til den amerikanske højtid Thanksgiving i november, hvor der er tradition for at familier og venner samles.
Musikken til lanceringsfilmen er Bob Dylan og Johnny Cashs duet ”Girl from the North Country”, og det er bevidst, at man spiller på følelser og nostalgi, siger Facebook globale marketingdirektør, Briana de Veer, til AdAge.
”Den tapper ind i den slags nostalgiske følelser, som mange har i forhold til menneske-til-menneske-forbindelser. Og som vi ærligt talt synes, at Facebook er bedre til end nogen andre sociale medie-apps, der er værd at tale om,” siger hun til mediet.
Ifølge AdAge kommer der flere film i forbindelse med højtider – næste gang til jul – ligesom der også er udkommet en række kortere film, skabt af Facebooks inhouse-bureau, CreativeX.
De korte film kører kun online og fokuserer på Facebook-features som Groups, Marketplace og Events.
Se den første nye Facebook-reklame her.