Totalkredit er ny hovedsponsor for herrelandsholdet i håndbold. Det skriver DanskHåndbold i en pressemeddelelse.

Sponsoratet er i første omgang gældende for de næste tre år.

“I Totalkredit tror vi på stærke og langvarige partnerskaber, og som foreningsejet realkreditinstitut ønsker vi at skabe værdi sammen med vores partnere – 36 regionale og lokale pengeinstitutter – på tværs af hele Danmark. Derfor er vi glade for at indgå et partnerskab med herrelandsholdet og de lokale håndboldskoler – vi er alle stærkere sammen,” siger Maiken Moltke Olesen, adm. direktør hos Totalkredit.

Hos DanskHåndbold er man glade for samarbejdet, der skal være med til at holde de danske håndboldherrer på den internationale verdenstop.

“Håndboldherrerne har allerede skrevet historie flere gange de senere år, men ambitionen er også at føje nye kapitler til. Det kræver både gode holdkammerater på og uden for banen, og partnerskabet med Totalkredit giver et rigtig godt rygstød til at fastholde positionen som verdens bedste håndboldhold, ligesom vi glæder os over opbakningen til håndboldskolerne, der skaber så mange stjernestunder og fællesskaber for børn og unge over hele landet,” lyder det fra direktør i DanskHåndbold, Heino Knudsen.