Beholdere med ’saltvandsindsprøjtninger’ hives ned fra hylderne, surfboards flyder rundt om Storkespringvandet, og farverige badedyr proppes ind i bussen.
Det er blot et par eksempler på de kaotiske scener, man kan finde i indtil videre to nye kampagnefilm fra VisitNordvestkysten, der gerne vil overtale flere danskere til at tage nordvest på, slippe hverdagsstressen og trække stikket.
Det skriver turismeorganisationen i en pressemeddelelse.
De nye kampagnefilm sætter med et glimt i øjet spot på det nordvestlige Jyllands mulige indvirkning på krop og sind.
Filmene er skåret som en form for TV-nyhedsindslag, hvor for eksempel en ’læge’ forklarer, at ’indsprøjtningerne’ kun har få og ufarlige bivirkninger, der viser sig i form af ”farmer-arme” eller tiltagende hårvækst.
Udviklet inhouse
Ifølge Carina Westmark, som er marketingchef hos VisitNordvestkysten, handler det om at skille sig ud.
”Turismefilm ender tit i noget, man har set tusinde gange før, og det er svært at skille sig ud fra andre destinationer. Med ”Saltvandsindsprøjtning fra Nordvestkysten” taler vi ind i en af tidens helt store trends, hvor danskerne søger afstresning, fordybelse og kvalitetstid med deres allernærmeste,” skriver hun i meddelelsen.
Omdrejningspunktet for kampagnen er fortællingen om, at VisitNordvestkysten har udviklet en særlig ’saltvandsindsprøjtning’, der injicerer modtagerne med ro, afslappethed og mentalt overskud.
”Der er ikke længere prestige i at have en travl hverdag. Mentalt overskud, dybe vejrtrækninger og ro helt ned i maven betyder langt mere i dag, og det finder man ved Nordvestkysten,” skriver Carina Westmark.
Hun oplyser til Markedsføring, at hele den kreative proces, fra idé- og konceptudvikling til branding og kommunikation, er håndteret internt i VisitNordvestkystens marketingafdeling – idet man dog har samarbejdet med filmselskabet Long Story Short som eksternt filmproduktions-bureau.
Kampagnen kører på TV2 og følges op med indhold på blandt andet sociale medier.
Se de to film, der indtil videre er publiceret, herunder.