Mads Mikkelsen er verdensberømt fra det store Hollywood-lærred, men han er også en ganske velkendt reklame-frontfigur – og lige nu optræder han side om side med den schweiziske tennisstjerne Roger Federer i en kampagne for Switzerland Tourism.

Det oplyser turistorganisationen i en pressemeddelelse.

Kampagnen betegnes som den største efterårskampagne i turistorganisationens historie, og målet er netop at fremhæve efteråret som en særlig sæson i alpelandet, som ellers er mest kendt for sine vinter- og sommersæsoner.

I reklamefilmen, som nærmest er en meta-fortælling om tilblivelsen af selvsamme reklame, møder Mads Mikkelsen ikke op til optagelserne og både instruktør og filmcrew er tæt på at miste tålmodigheden.

Det er ikke første gang, Mads Mikkelsen optræder i reklamefilm. Gennem mange år har han haft en glorværdig karriere som frontfigur for Carlsberg, men han har også optrådt for TUI, dengang det hed Star Tour, for BoConcept og for Ford.

Den nye schweiziske kampagne er målrettet de europæiske markeder – Frankrig, Tyskland, Italien, Benelux-landene, Storbritannien og Norden – oplyser organisationen.

Se den nye kampagnefilm her.