Fra og med december skal Alexander Geisler stå i spidsen for Visma e-conomics nye marketingsafdeling, der samler e-conomics’ to tidligere marketingafdelinger, Upsales & NPS, og Leadgen & Sales under én hat.
Det oplyser selskabet bag Visma e-conomic, der er et cloudbaseret regnskabsprogram.
“Jeg ser frem til at kunne samle vores marketingteams i én afdeling og dermed sikre en endnu stærkere værdiskabelse for vores kunder. Vi har nogle sindssygt talentfulde marketingfolk i Visma e-conomic, som skaber fantastiske resultater hver eneste dag,” skriver Alexander Geisler i meddelelsen.
Han kommer med udnævnelsen og fusionen til at stå i spidsen for 32 medarbejdere, og det er hans ambition ”at skabe et stærkt sammenhold, som kan skabe grobund for et stærkt læringsmiljø”.
“Jeg håber, at et sammenhold på tværs kan skabe et endnu stærkere læringsmiljø for vores specialister her hos e-conomic,” skriver han.
30-årige Alexander Geisler startede selv sin karriere i Visma og e-conomic som Management Trainee i 2018.
Inden da havde han været hos OnlinePOS, og han ser frem til de nye udfordringer, skriver han i meddelelsen.
“Jeg synes, det er fedt at arbejde i en virksomhed, hvor det ikke er anciennitet, men derimod resultater og lysten til at vokse sammen med virksomheden, der tæller.”