Den mere end 100 år gamle danske medicinalvirksomhed Novo Nordisk hedder fremover kun Novo.

Det skriver en række medier, herunder Berlingske, på baggrund af en artikel fra nyhedsbureauet Ritzau.

Ifølge oplysningerne fra nyhedsbureauet vil Novo desuden bruge et nyt engelsk slogan i sin markedsføring: “Lasting health starts now”, ligesom man også kommer til at ændre på logoet.

Apis-tyren, den egyptiske gud, der symboliserer frugtbarhed og styrke, har været Novos logo siden starten, men fremover vendes den om, så den kommer til at kigge mod højre.

Novo-CEO, Mike Doustdar siger til Ritzau, at man ønsker at hylde Novos arv og kultur, men at man ikke skal være bange for at genopfinde sig selv.

Af Ritzaus nyhed fremgår det videre, at ændringerne blandt andet er sket på baggrund af et rundspørge blandt medicinalgigantens 67.000 ansatte.

”Så det er ikke kun et udtryk for, hvordan jeg eller den øvrige ledelse ser selskabet. De ansatte har også udtrykt et ønske om, at vi flytter os i en bedre retning, samtidig med at vi selvfølgelig holder fast i og bevarer vores historie, som vi er så stolte af, siger Mike Doustdar til nyhedsbureauet.