Årets sidste awards skal uddeles, og vi er nået til de næstfineste af slagsen. Reklame-VM afvikles jo hvert år i Cannes, mens reklame-EM afspilles i november og december.
De to award-shows, vi taler om, er Eurobest og Epica, den sidste med reklame- og marketingjournalisterne som uvildige eksperter. Det er nogenlunde lige så logisk som at mene, at Central Intelligence Agency er en passende beskrivelse af CIA.
Denne signatur er udpeget til alle årets Epica-juryer inden for alt lige fra film, via branded content, PR, Media Innovation og Direct til integrated. Betryggende, thi så er der i det mindste et par øjne, der ser uvildigt – læs nærmest blankt – på de 3.739 indsendte værker.
Og er der nogle generelle træk?
• Mange kampagner ligner hinanden. Bønnen til det virale Mekka høres og ses igen og igen.
• Der skabes rigtig megen content rundt om produkterne, der er nærmest usynlige i budskaberne.
• Storytelling vokser og vokser, så man bliver helt forpustet af at vandre i stadigt større koncentriske cirkler rundt om sagens kerne: Salget eller brandingen eller hvad udfordringen kaldes.
• Begrebet ”integreret kampagne” udvikler sig efter sin helt egen skabelon. Har man et primært medie, oftest tv til at pushe kommunikationen, tillader man sig at kalde kommunikation for integreret, hvis der oven på dette push-medie eksperimenteres med sociale medier. Ligningen hedder tilsyneladende 1 + 1 = integreret.
Flere og flere platforme lever godt
Nu er denne signatur ikke værdig til at trække de indsigtsfulde linjer frem, og derfor har vi spurgt Frederik Preisler fra Mensch, hvordan han efter arbejdet i den fineste komite i Cannes, film-juryen, vil skitsere kommerciel kommunikation anno 2011?
– Det lidt paradoksale er, at vi stadig taler, som om at ”digitalt er fremtiden” og at ”sociale medier erstatter alt andet”. Men i Cannes var virkeligheden den, at der både var en lang række fantastiske digitale løsninger på diverse platforme, men at der faktisk også var flere og bedre traditionelle film end nogensinde, siger Frederik Preisler.
– Min pointe er, at ligesom nogle forudså, at bogen var død, da computeren blev hvermandseje, er bogsalget faktisk steget, og der er ikke noget medie eller platform, der har erstattet alt andet. Der bliver bare flere og flere muligheder, og det skal vi omfavne, da det gør os alle dygtigere.