Teleselskabet Fullrate gik i slutningen af 2010 ud med sit nye kommunikationsunivers, der i al sin enkelthed handler om, at der ikke gemmes noget væk under gulvtæppet.
Konceptet, som teleselskabets reklamebureau Anew står bag, har haft en mærkbar effekt – det uhjulpne kendskab i den primære målgruppe er blevet løftet med 20 procent, siden universet havde premiere i slutningen af 2010. Vel at mærke med et stort set uændret medieforbrug og i et marked, der er blevet mere konkurrenceintensivt.
Fredag havde den første af tre nye film premiere, og Mads Duzenius Christensen, der er direktør i Anew, fortæller, at der i denne runde skrues endnu mere op for ærligheden.
– Samtidig udfoldes Fullrates nye pay-off “Simply low cost”, som er en direkte konsekvens af, at Fullrate ønsker at positionere sig som enkle i et marked, hvor høje hastigheder er en hygiejnefaktor, siger Mads Duzenius Christensen.
De tre nye film er produceret af Nobody og instrueret af Adam Bonke.