F.C. Københavns 3-1 sejr over Panathinaikos, som sender fodboldklubben op blandt sidste 16 klubber i Champions League, luner som ventet godt i kassen hos Parken Sport & Entertainment i det kommende regnskabsår.
– Deltagelsen i 1/8-finalen skønnes at have en positiv virkning på resultatet før skat for 2011 i niveauet 25 mio. kr., skriver Parken, der først løfter sløret for selskabets samlede forventninger til 2011 i årsrapporten for 2010.
Flere analytikere har tidligere vurderet over for Jyllands-Posten, at der var åbnet for ekstra indtægter i omegnen af 35 mio. kr., når FCK i slutningen af februar og starten af marts skal spille ottendedelsfinale over to kampe.
Borsen.dk