Lektor Hans Skytte ph.d., Institut for Markedsøkonomi og MAPP Centret i Århus, har fået bevilget 1 mill. kr. af Norma og Frode S. Jacobsens Fond til et projekt om samarbejdet mellem den danske svinekødssektor og detailhandlen. Projektet skal undersøge, om der er muligheder for et mere frugtbart samarbejde mellem danske slagteri- og forarbejdningsvirksomheder og detailkæder i Danmark, Tyskland, England og Sverige.
Hans Skytte oplyser til “Markedsføring“ at han personligt sammen med sine 3 ph.d.-studerende ved Handelshøjskolen i Århus skal stå for projektets gennemførelse, herunder det omfattende interviewarbejde i de implicerede virksomheder.
Det teoretiske indhold i projektet bygger på den konstruktivistiske tilgang og er koncentreret om virksomhedernes identitet, deres ønskede image, måden omgivelserne opfattes på, hvordan virksomhederne lærer og udvikler strategier. Derudover skal det analyseres, hvordan virksomhederne strukturerer, projekterer og handler. En viden herom vil antagelig kunne fremme samarbejdet mellem producenter og detailhandlen og dermed salget af dansk svinekød bl.a. til eksportmarkederne.
I tilknytning til projektet er der nedsat en følgegruppe med formanden for Danske Slagterier, Bent Claudi Lassen, marketingchef Ole Ejlersen, Tulip International samt to repræsentanter for Norma og Frode S. Jacobsens Fond, Svend Vahlun, tidl. Slagteriernes Forskningsinstitut og tidl. professor Frode Slipsager.
BOG OM NORDISK REKLAMEFORSKNING
“Advertising Research in the Nordic Countries“ er titlen på en bog, som er udkommet på forlaget Samfundslitteratur“ og redigeret af Flemming Hansen og Lotte Yssing Hansen, Forum for Reklameforskning. Bogen indeholder i alt 23 bidrag fra reklameforskere og praktikere i de 5 nordiske lande. Alle indlæg har været holdt som foredrag på det første nordiske reklameforsknings-seminar i juni måned 2000 i København.
Bogen giver et vægtigt bidrag til belysning af reklamens tilstand i Norden i dag og et godt indblik i de problemstillinger, som reklameforskerne i hvery af de nordiske lande beskæftiger sig med. Bredden i de behandlede emner vil fremgå af de 8 sektioner, som bogen er opdelt i. Disse emner strækker sig fra: Effekten ved visuel kommunikation, sociale værdier i reklamen, opgørelser over reklameforbruget i de nordiske lande, erfaringer fra fødevarereklamen, media effekter, integreret reklame- kommunikation, reklamens form og indhold til reklameeffektmodeller.
Det siger sig selv, at det ikke er muligt inden for rammerne af en normal boganmeldelse eller omtale at behandle hvert af de 23 indlæg, eller for en sags skyld hovedindholdet i de 8 sektioner. For dog at give nogle smagsprøver af mere konkret art skal nævnes en af de første artikler i bogen, skrevet af en række svenske forskere, der beskæftiger sig med effekten af billeder i reklamen. I denne artikel gives en række gode råd og anvisninger på, hvordan reklamen kan skabe stærke mærker, der ikke alene knytter sig til varer, men også til virksomheder. I den forbindelse advarer de mod reklame, der ikke tydeliggør, hvilken vareart der er tale om, mærkets navn eller hvad produktet kan gøre for forbrugerne. Deres konklusion er derfor, at en reklame, der hverken er informativ eller som kan overføre værdier, er uden effekt. Denne konklusion er underbygget ved flere eksempler.
Meget i tråd hermed er Hans Prehn`s afsnit om værdien af et navn. Med henvisning til bl.a. Excellence-undersøgelsen i sin tid hævder han, at kun 1 ud af 10 mærker- eller virksomhedsnavne er knyttet til opfattelsen af egenskaber, der adskiller dem fra andre.
Flere af indlæggene i bogen beskæftiger sig med media-effekter i forskellige sammenhænge.
Således skriver dr. merc. Peter Mortensen, Handelshøjskolen i Århus, om måleproblemer ved de nationale media-index, Marcus Schmidt, Mogens Bjerre m.fl. om forskning vedr. tilbudsaviser, Ole E. Andersen m.fl. beskriver det igangværende projekt vedr. TV-reklamens form og indhold, og Chr. Alsted redegør for en kvalitativ undersøgelse af Direct Mail som reklamemedium.
I afsnittet om integreret reklame-kommunikation redegør Gorm Kunøe for et projekt, der er i gang på den norske handelshøjskole (BI) i Oslo og som har til formål at skabe et måleværktøj vedr. effekten ved web-sites i forbindelse med e-handel. Man vil her især behandle spørgsmålet om, hvorfor e-handel ikke er mere udbredt, end tilfældet er.
Endelig skal det nævnes, at man i bogen vil finde redegørelser for reklameforbrugs-undersøgelserne i hvert af de 5 nordiske lande, og en kort beskrivelse af de forskellige projekter ved Forum for Reklameforskning, samt en liste over de publikationer, som er udgivet i de 3 år, Forum for Reklameforskning har eksisteret. Bogen, der er på 406 sider, koster kr. 375.-, og er som nævnt udgivet på forlaget Samfundslitteratur.