En stolt professor, Tage Koed Madsen, Institut for Marketing, Syddansk Universitet, Odense, kan oplyse, at forskningsgruppen i International Markedsstrategi for nogle måneder siden har fået lidt over 1 mill. kr. i støtte fra Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd til at videreføre den forskning, som instituttet har påbegyndt for flere år siden. Denne forskning har især fokuseret på hurtigt internationaliserede virksomheder (Born Globals eller International New Ventures, som de benævnes i litteraturen).
Forskningen ved Institut for Marketing har især beskæftiget sig med små og mellemstore virksomheders eksport og internationalisering. Gennem denne forskning har instituttet været med til at afdække, hvordan virksomheder traditionelt har vundet fodfæste på det danske marked, inden de l angsomt og gradvist har bevæget sig ud på de internationale markeder.
Tidligere kunne en sådan internationaliseringsproces tage adskillige årtier at gennemløbe. Nu om dage går det hurtigere, takket være især transport-, informations- og kommunikationsteknologiens udvikling. Både mentalt og omkostningsmæssigt er der sket et skift, som bl.a. har betydet, at virksomheder helt fra fødslen har muligheden for at tænke og arbejde internationalt, hvilket et stigende antal da også gør. Takket være de nye forskningsmidler vil forskningsgruppen på Institut for Markering indgående beskæftige sig med denne type af virksomheder.
Om at tænke og arbejde internationalt
Fra undersøgelser, Instituttet selv og andre allerede har gennemført, ved man at den type af virksomheder i høj grad må forlade sig på viden og kompetencer, der kan trækkes på fra diverse samarbejdspartnere. Det er ikke atypisk, at store dele af produktionen outsources, ligesom man er nødt til at afsætte sine produkter på mange forskellige geografiske m arkeder, hvor egne begrænsede ressourcer nødvendiggør en eksportform, hvor man må lære at forstå markedet og føre kontrol med sine aktiviteter uden selv at kunne være fysisk til stede.
Den udvikling stiller selvsagt nye og anderledes krav til ledelse og medarbejdere. Den stiller også krav til tilpasning af den eksportstøtte, der ydes fra offentlig side.
– I projektets empiriske del vil vi i det kommende år kontakte alle fremstillingsvirksomheder, der er etableret i årene 1982-2001, fortæller Tage Koed Madsen til Markedsføring. Han fortsætter: – Vi vil se på forhold omkring deres etablering samt på, hvordan de organiserer deres aktiviteter, herunder på deres samarbejde og vidensoverførsel med andre virksomheder omkring produktudvikling, produktion/indkøb samt salg og markedsføring. Et af projektets formål er at analysere sammenhænge mellem virksomheders resultater, startgrundlag, strategier og arbejdsprocesser. Vi vil inddrage både lokalt og internationalt orienterede virksomheder, og vil derfor være i stan d til at analysere og sammenligne meget forskelligartede udviklingsforløb.
Institut for Marketing har etableret en hjemmeside for projektet (http://www.sam.sdu.dk/globalfirms/index.htm), hvor interesserede kan læse om projektet i detaljer og desuden løbende kan følge med i de formidlingsaktiviteter, det resulterer i. Her er også links til andre danske og udenlandske forskere, der arbejde med lignende problemstillinger.